Metode
Processen i fremstilling af de håndmalede fliser er, at motivet først tegnes op med en fedtstift på fliserne.

Herefter males dekorationen ovenpå glasuren og brændes 1-3 gange afhængig af dekorationen. Brændingerne foregår i keramisk ovn, hvor fliserne varmes op til 800 grader og langsomt køles ned igen. Hver brænding og nedkøling tager ca. 20 timer.
Når processen er færdig, er dekorationen brændt ned i glasurens overflade og fliserne er klar til brug.

Kunstneren
Dekorationerne er skabt med inspiration fra den antikke kinesiske malerkunst, hvor blå metalfarve var fremherskende i porcelænsudsmykning; en kunst der senere er videreudviklet i f.eks. Tyskland, Holland og Danmark.
Med de to hovedmønstre Blå Sommerfugl og Blå Nostalgi har jeg forsøgt at genskabe en tidløs og enkel association til den sommer og natur, som vi alle på en eller anden måde glædes over, hver gang vi tænker herpå.
Blå Sommerfugl blev skabt, da jeg for en del år siden boede på Sejerø, og nu hvor jeg er flyttet til Møn, er jeg blevet inspireret til Blå Nostalgi, så for mig er der en tydelig forbindelse til naturen. Mønsteret i Blå Sommerfugl og Blå Nostalgi er skabt ud fra stiliserede stængler, blade og blomster samt insekter.
Fliserne dekorerer og brænder jeg i mit værksted på Møn, hvor alle er velkomne til at komme på besøg. Værkstedet er åbent hele året alle ugens dage (onsdag dog kun efter aftale) .
Flisedekorationer og design udgør én del af min arbejdsområde, et andet er blomstermaling og blomstermalerier. Hvis De vil vide mere herom, henviser jeg til min anden hjemmeside: www.blomstermaling.dk

Birthe Jarlbæk
Til top